Hej og velkommen til mit første blog-indlæg;-)
Jeg har valgt at dette indlæg skal handle om hvad du, som rytter, kan se efter for at finde ud af om der overhovedet er noget du kan optimere i din ridning vha. biddet. Det at få en dejlig ridetur, hvor alting spiller og fungerer, kræver også at du ser på om du kan skrue på forskellige parametre for at få det til at lykkes, og nå ja måske kan det blive endnu bedre:-) Her er nogle få ting du kan tjekke med det samme:
Biddet: Start med at se om der er bidmærker på. Er der det, er her noget at tage fat på, for det er ikke optimalt for jeres kommunikation, at hesten bruger energi og fokus på at gumle på biddet. Ofte skyldes det at biddet er for bevægeligt for hesten. Dette ses især hvis ens to- eller tredelte bid er for langt. Det er ikke sjældent at jeg ser bid, der både er 2 og 3 cm for lange!
Munden: Undersøg hestens mundvige og lader for sår. Du skal ind og mærke og se helt ind på slimhinden i mundvigen. Er der sår er det enten fordi biddet er slidt skarpt i kanten, fordi man som rytter har en for aktivt eller hård hånd, eller i sjældne tilfælde fordi hesten er allergisk.
Trensen: Sørg for at næsebånd(ene) sidder løst. 2 fingrer på højkant, målt over hestens næseryg. Jeg laver sikkert et blog indlæg om næsebånd, men her vil jeg bare præcisere at halvstramme og stramme næsebånd ikke har anden funktion end at gøre hesten spændt. Gør man det pga. åben mund eller tungen, der stikker ud, så forøger det hestens spændinger markant og løser ikke problemet.
Hesten: Hvis du oplever en eller flere af disse ting, så er der helt klart noget der kan ændres på i forhold til biddet: a. Din hest åbner munden/ stikker tungen ud, når den skal samles; b. Din hest er som en sytråd fortil (men lægger sig aldrig rigtig ud til hånden); c. Din hest hakker ind i mellem på biddet; d. Din hest bliver stærk og ligger hårdt fortil.
a: Dette sker fordi presset i munden overstiger hvad hesten kan acceptere. Det kan løses ved at bruge et bid, som fordeler og lægger trykket andre steder, OG ved ikke at bruge tøjlen til at samle hesten med.
b: Er et tegn på at hesten ikke bryder sig om biddet og/ eller den måde biddet virker på i dens mund. Det giver spændinger i hesten, som forplanter sig til dens krop. Prøv gerne en bidløs trense, for at se om hesten vil tage næse bedre frem her. Tjek at din hests bid ikke er for langt og falder frem i en bue mod tungespidser. Vær desuden meget opmærksom på ikke selv at pille hesten ind med næsen (ofte gør man det helt ubevidst).
c: Dette er ofte en variation af det at gumle på biddet, og ses tit hos heste med spændinger i kroppen. Prøv om din hest ville gøre det på en blød gummistang. Gør den det ikke, hænger det sammen med den ro der er på et udelt bid.
d: Her er løsningen IKKE et hårdere eller skarpere bid, men et MILDERE bid. Heste som ligger hårdt fortil, gør det ofte fordi de skubber biddet frem i ganen, enten for at stabilisere et bevægeligt bid, eller for at fjerne det pres de føler mod tunge, lader og mundvige. En anden årsag er, at heste ofte rides frem i alt for højt tempo, og dermed rides de faktisk ned på forparten (selvom det modsatte var tiltænkt). Tag derfor tempoet af, så hesten kan følge med i sin krop:-)
Håber du kan bruge informationen til noget. Hvis du og din hest oplever en eller flere af disse ting, så er der gode nyheder: Det kan ændres på og blive så meget bedre!
Hvis du ikke har set min video på www.bidtilpasning.dk endnu, så tjek den ud. Her fortæller jeg om bidtilpasning på en clinic på St. Hestedag.
Hav en dejlig dag;-)
Christina Hestemund.dk