Jeg synes tit, at jeg hører historier fra ryttere, som lader deres og ikke mindst hestens grænser overskride, pga. af autoriteter. Tro mig det har jeg også tit oplevet. Vi er meget vant til at overlade roret til autoriteter. Det være sig underviseren, dyrlægen, smeden og andre former for behandlere. Dem, som har hørt min historie ved, at jeg i en periode på i hvert fald 3-4 år overskred både mine egne og min hests grænser, fordi jeg satte min lid til andre, og skubbede min mavefornemmelse væk, hver gang noget sagde mig, at det jeg gjorde ikke var godt for min hest. Jeg tror alle har prøvet at være der, hvis ikke med hesten, så i andre situationer, hvor man ikke tør stå ved sin mening af frygt for konsekvensen, og derfor lader sin konflikt-skyhed vinde.
Jeg hørte om sådan en situation, for nogle dage siden, og det fik mig til at tænke: ” Ej, nu må vi kære hesteejere lære at stoppe op, mærke efter og sige fra og STÅ VED DET, når vi kommer i disse situationer”. Det er jo ikke kun hesten det går ud over, men også os selv, når vi senere plages af dårlig samvittighed og fortryder at vi ikke stoppede op noget før.
Det kan også være at vi er vidne til noget, vi ikke bryder os om, men hvor vi ikke tør blande os. Det kan jeg skam heller ikke sige mig fri for. Jeg var engang vidne til en hest der skulle piaffere. Rytterens “tap” med pisken på bagparten, havde efterhånden udviklet sig til “rap” med pisken, og da hesten sprang fremad, blev den trukket så kraftigt i kandaret at den brat stoppede op, og herefter begyndte at bakke, hvorefter rytteren slog den med pisken!! Hvad holdt mig tilbage fra at sige noget? Tja, at jeg var bange for konflikten, bange for at blive smidt ud fra stedet osv. osv. Man får højst sandsynligt ikke modparten til at sige “det har du nok ret i” når man, så at sige, ikke er på samme side i bogen.
Det jeg gerne vil opfordre til er, at vi allesammen bliver lidt mere modige, for hver gang du og jeg ikke gør noget og ikke siger noget, så fortsætter tingene som de er, og går ud over andre heste og ryttere. Hvorfor er vi blevet nærmest vant til, at se heste blive slået under ridning, mens vi nok ville blive chokerede over (og sige noget) hvis vi så en mor slå sit barn (jeg ville i hvert fald)?
Hvis man ikke skal ende med at folk råber af hinanden, kan man starte med at sige “det her vil jeg ikke være med til” eller “min hest og jeg har fået nok for i dag, vi skridter af”. Vær assertiv. Jeg har forsvoret at hvis jeg igen ser noget i stil med det den piafferende hest blev udsat for, så vil jeg sige noget i stil med “det er ikke i orden, det du har gang i nu, det gør ondt på hesten” og bagefter “jeg bliver nødt til at optage det på min telefon” og ja så vil jeg anmelde det. Nu er der sikkert mange, der siger at det ikke nytter noget alligevel, men det gør det altså!
Så hvadenten det er de små episoder eller de store, så vil jeg opfordre alle til at gøre noget, lyt til mavefornemmelsen, for din hests skyld og for alle andre hestes skyld. Det ville jeg ønske jeg havde gjort, hvem ved måske havde jeg stadig haft min gamle dressurhest i dag?
